Ny version af Microsoft Hyper-V
Microsoft Virtualisering i Windows Server 2008 R2 - information om den nye versíon og kommentarer hertil
Af Claus Friis - Seniorkonsulent C2IT, august 2009
Microsoft har med seneste version af deres Windows server serie, Windows Server 2008 R2 foretaget en række opdateringer til deres virtualiseringsplatform, Hyper-V.
En række opdateringer til produktet har betydet, at Hyper-V i den nye version
- Har højere ydelse på både netværk og disk
- Skalerer bedre
- Er blevet meget mere fleksibel.
Opdateringerne har været efterspurgt af brugere, der har krav til en dynamisk serverplatform, og det ser ud til, at Microsoft har lyttet, da produktet nu fremstår som et meget mere modent produkt, der lægger sig tættere på de førende produkter til virtualisering på markedet.
Live Migration
Teknisk set er den største (og mest efterspurgte) nyhed i R2 versionen af Hyper-V muligheden for såkaldt ”Live Migration” dvs. dynamisk at kunne flytte virtuelle servere mellem fysiske hosts uden at brugerne mister forbindelsen, mens flytningen foregår.
Live Migration giver stor fleksibilitet, da det eksempelvis er muligt midt i almindelig driftstid at omorganisere virksomhedens servere og derved for eksempel tage en fysisk host ud af drift med henblik på service, eller tilføre en virtuel server ekstra ressourcer i en travl periode. Resultatet af dette er bl.a. langt mindre behov for at nedlukke servere uden for ”normal” arbejdstid.
Andre nyheder
Andre nyheder i Hyper-V R2 der bør fremhæves:
Muligheden for dyamisk at kunne tilføje og fjerne storage til virtuelle servere.
Det er således muligt at tilføje en ny disk til en allerede kørende virtuel server uden at skulle genstarte denne.
Udvidet processor-support.
Windows Server 2008 R2 understøtter nu op til 64 processorer, hvilket gør den endnu mere egnet til virtuelle miljøer med få store fysiske servere, der kan trække mange virtuelle servere.
Udvidet netværks-support.
Windows 2008 R2 understøtter nu begrebet ”Jumbo Frames” på netværket, såfremt det fysiske net også understøtter dette. ”Jumbo frames” et en særlig form for datapakker på netværket på op til 9 MBytes per pakke. Denne funktionalitet giver en væsentligt forbedret netværksydelse ved overførsel af større datamængder - netop noget af det der har været en af svaghederne ved Hyper-V tidligere.
Performance forbedringer på dynamiske virtuelle diske.
Dynamiske diske fylder mindre, da pladsen til diskene først allokeres, når der er brug for det, i stedet for at optage alt plads når den oprettes. Hvor der tidligere var en klar forskel på ydelsen mellem statiske og dynamiske diske, har Microsoft i R2 fokuseret på at få ydelsen op på de dynamiske diske, således at det ifølge Microsoft er muligt at få op til 87% af den maksimale ydelse på den fysiske disk ud af en dynamisk virtuel disk. Med Windows Server 2008 R2 Hyper-V er det dermed muligt både at optimere på diskpladsen og få en god performance på disk I/O.
Spørgsmål?
Vi håber, at denne gennemgang har givet dig indsigt i forbedringerne af Microsoft Hyper-V. Hvis du har spørgsmål omkring Microsoft Hyper-V, andre virtualiseringsplatforme eller virtualisering generelt, er du meget velkommen til at kontakte C2IT på 7216 0777 eller brug vores kontaktformular.
|